Fredagskage – Saftige æblemuffins med havre

Det er både fredag og efterår. Tid til at bage nogle virkelig nemme, saftige, og meget velsmagende, æblemuffins. For der er helt sikkert nogen af jer som ligger inde med en æblehøst som er svær at få brugt. 

Disse muffins er super nemme, og kan laves på en lille time. Og så dufter de helt fantastisk når de bliver bagt. Opskriften her giver mellem 18 og 24 stk. afhængig af størrelsen af dine muffinforme.

Du skal bruge:

  • 1 stang vanilje
  • 225 gram smør
  • 270 gram sukker
  • 6 æg
  • 150 gram havregryn
  • 270 gram hvedemel
  • 4 tsk bagepulver
  • 1,5 dl mælk
  • Æbler skåret i stykker
  • evt. kanel

Forvarm ovnen til 200grader.

Start med at skrabe vaniljen ud af vaniljestangen og bland den med sukkeret i en røreskål. Tilsæt smørret i små klumper – det er nemmest hvis det er blødt, men det skal ikke smeltes. Bland sukker, vanilje og smør til det er en ensartet masse. Det er nemmest i en røremaskine, men kan også gøres med en håndmixer.

Derefter tilsættes æggene en af gangen under omrøring. Det er vigtigt, at hvert æg bliver rørt ind i smørmassen før det næste tilsættes da man ellers risikerer at dejen skiller.

Du har nu en meget flydende masse som skal samles med havregryn og mel. Start med havregrynene og arbejd dem ind i dejen. Hvis du gerne vil have lidt ekstra struktur i dejen anbefaler jeg, at du bruger de grovvalsede, men det fungerer også fint med finvalsede. Bland mel og bagepulver i en skål og tilsæt det lidt af gangen. Der er nogen som vil sværge til at sigte det i, men jeg må indrømme, at det er jeg for doven til. Og hvis man rører grundigt så kan man sagtens undgå klumper.

Gør æblerne klar – du skal nok bruge 200-300 gram. Fjern kernehuset og skær dem i tern. Bland æbleternene i en skål med lidt sukker – og tilsæt evt. lidt kanel, hvis det skal dufte og smage lidt af jul og efterår.

Find nogle gode stabile muffinforme og fyld dem 2/3 op – dejen udvider sig en del under bagningen. Pynt hver muffin med æblestykkerne.

Sæt dem i ovnen i ca. 20 minutter til de er gyldne. Du kan prikke i dem med en spisepind for at se om de er færdige. Der må ikke hænge dej ved. Lad dem køle på en rist og spis dem lune eller gem dem til weekenden. De kan sagtens holde en dag eller mere.


Ørum Tidende er ikke kun lokale nyheder – og derfor vil vi med jævne mellemrum bringe opskrifter lavet af folk fra distriktet. Har du en god opskrift du gerne vil dele så skriv til oerumtidende@gmail.com – så bliver det måske næste fredagskage, lørdagsmiddag eller søndagssnack.

Adam Bindslev

Adam flyttede til Ørum i 2006. Arbejder til dagligt i Semiosis Formidling ApS og beskæftiger sig med fotografi, video, journalistik og digital formidling. Lettere afhængig af sociale medier.